Referat af generalforsamlingen 2026 - Medlems - info

Pelsens Venskabsklub

Generalforsamling afholdt den 10. april 2026 på Ditlevsdal Bisonfarm.

Efter frokosten bød Søren Gersløv velkommen til de 57 fremmødte.

  1. Valg af dirigent og stemmetællere.

    Hans Henrik Møller blev valgt som dirigent.

    Dirigenten takkede for valget, og konstaterede generalforsamlingen for lovligt indvarslet og beslutningsdygtig. Valg af stemmetællere blev udsat til et eventuelt behov.


  2. Beretning – Søren Gersløv:

    Vi har igen i år valgt at dele bestyrelsens beretning op, sådan at jeg indleder, hvorefter andre fra bestyrelsen fortsætter og afslutter beretningen.

    Jeg vil her først nævne dem, som vi i bestyrelsen har kendskab til, er gået bort siden sidste års generalforsamling.

    Henning Ewall, Frederikshavn, den 22.08.2025 – 85 år. Poul Nielsen, Horbelev, den 10.10.2025 - 95 år.

    Lad os rejse os og mindes dem der er gået bort Æret være deres minde.


    Det er nu gået ca. 2 år, siden vi skiftede fra navnet Veteranklubben til Venskabsklubben og, hvor vi dengang havde sagt farvel til Veteranmuseet. Alle tingene var blevet afleveret først og fremmest til Det Grønne Museum i Gl. Estrup, og en del lekture var blevet afleveret til Det Kgl. Bibliotek og til Rigsarkivet.

    Vi afventer fortsat, at Det Grønne Museum holder den første deludstilling om Pelsdyrerhvervet. Vi havde håbet på, at det ville blive i år, sådan at denne generalforsamling kunne være afholdt på Det Grønne Museum.

    Efter lukningen af Kopenhagen Fur i Glostrup i november 2025 var der lavet et katalog med de allersidste ting til Det Grønne Museum. Disse ting er hentet i Glostrup og journaliseret, men blot lagt i magasin på Det Grønne Museum.

    Der er desværre endnu ingen planer om en udstilling, hverken i 2026 eller i 2027. Dette bliver tidligst i 2028, at de holder den første udstilling om pelsdyravl.

    Bestyrelsen i Venskabsklubben håber, at der i forbindelse med den første udstilling om pelsdyrerhvervet kan arrangeres et medlemsbesøg på Det Grønne Museum og Gl. Estrup. Vi håber, at dette tidsmæssigt kan arrangeres i forbindelse med en generalforsamling.

    Siden generalforsamlingen i 2025 har vi holdt 2 bestyrelsesmøder. Øvrige kontakter har været med mails og telefonen.

    .

    Venskabsklubben fik i februar i år Dansk Pelsdyravlerforening (DP) til at sende et informationsbrev om Venskabsklubben til alle nuværende medlemmer af DP indeholdende en opfordring til at blive medlem i Venskabsklubben. Vi havde selv forfattet brevet, naturligvis.

    Brevet blev rigtig godt modtaget, og gav os i løbet af nogle få dage over 40 nye medlemmer i Venskabsklubben.

    Vores medlemstal i Venskabsklubben er derfor lige nu 285 aktive medlemmer


    I foråret 2025 fik vi etableret aftalen med virksomheden ForeningsAdministrator, og anvender i dag et moderne administrationssystem til medlemskartotek og regnskab m.v.

    Alle medlemmer i Venskabsklubben kan derfor i deres MedlemsPortal se og vedligeholde deres egne medlemsoplysninger, ligesom de her kan tilmelde sig og betale for de mange arrangementer, som vi tilbyder medlemmerne.

    Vi er i bestyrelsen klar over, at det ikke er alle, som er lige gode til den moderne elektroniske verden. Derfor har vi hjulpet dem igennem, som har det svært med systemet. Denne hjælp vil vi naturligvis forsat give til dem, som ønsker dette. Alle der måtte være i tvivl, kan altid kontakte bestyrelsen enten pr. mail eller telefon og bede om hjælp.


    Kreativiteten og aktiviteten i bestyrelsen med at få etableret nye arrangementer til medlemmerne, har gennem det sidste års tid har været rigtig stor. Dette til trods har vi desværre alligevel måtte aflyse flere af arrangementerne, fordi tilslutningen har været for lille. Vi har derfor valgt, at vi fremover i stor udstrækning vil bede om forhåndstilmeldinger. Derved ved vi, hvor mange der er interesseret, inden vi laver aftaler, betaler aconto m.v.


    Jeg vil gerne her i forbindelse med generalforsamlingen benytte lejligheden til at opfordre alle medlemmer til at give os i bestyrelsen nogle forslag til nye aktiviteter.

    Netop med hensyn til arrangementer så fulgte vi her i februar 2026 op på de meget vellykkede besøg i De Kgl. Stalde med Jesper Clausen i 2025. Fordelt på 2 lørdage i februar var i alt 39 personer på nogle vellykkede rundvisninger med Jesper og med en efterfølgende frokost i Restaurant Tårnet på Christiansborg.


    Jeg kan samtidig fortælle, at vi igen i år forventer at afholde Pelsgolf, som er planlagt til fredag den 28. august i Henne Golfklub. Når jeg siger vi, så er det i et samarbejde med Kaj Svenningsen, at vi holder Pelsgolf hvert år, Kaj har aktivt været med lige siden starten i 1997, mens jeg selv blev inviteret med som medarbejder på Kopenhagen Fur fra 1998.

    Alle golfspillere som er medlem af en golfklub godkendt af Dansk Golfunion (DGU), er velkomne. Pelsgolf startede i 1997, og har, bortset fra et enkelt år under coronaen, været afholdt lige siden. Vi vil i første omgang i løbet af foråret bede om en forhåndstilmelding, fra dem der er interesserede i at deltage i år, og vender så i juni måned tilbage MedlemsPortalen, når vi har aftalerne for golfdagen helt på plads med en egentlig tilmelding og betaling via MedlemsPortalen.

    Her vil jeg slutte min del af beretningen og sige tak for et rigtig godt arbejde i vores bestyrelse. Samtidig vil jeg sige tak til Jesper Clausen, som passer Venskabsklubbens hjemmeside.

    Generalforsamlingen godkendte beretningen


  3. Forelæggelse af regnskab.

    Regnskabet for 2025 blev fremlagt af kassereren Niels Erik Jensen. Det udviste et overskud på kr. 12.152,59.

    Regnskabet blev enstemmigt godkendt.

  4. Fastlæggelse af kontingent.

    Kontingentet blev fastsat til uændret kr. 400,- for 2026.

  5. Valg til bestyrelsen.

    Efter tur afgik Hanne Møller Kristensen, Peter Hindbo og Hans Pedersen.

    De to førstnævnte blev genvalgte. Sidstnævnte ønskede ikke at modtage genvalg. Bestyrelsen blev bemyndiget til at finde 1-2 nye medlemmer til bestyrelsen blandt medlemmerne med ønskede/nødvendige kompetencer.

  6. Valg af suppleanter.

    Jørgen Østergaard og John Agerbo blev genvalgt som suppleanter til bestyrelsen.

  7. Valg af revisor.

    Hermann Sørensen blev genvalgt og Carsten Højmark genvalgt som suppleant.

  8. Indkomne forslag.

    Der var ikke indkommet nogen forslag til denne generalforsamling.

  9. Eventuelt.

Kent Troldtoft nævnte, at efter navneskiftet til Pelsens Venskabsklub, og den nye situation i erhvervet, har man arbejdet målrettet på også at inddrage nye aktiviteter, for fælles oplevelser blandt nye og tidligere medlemmer i et venskab og fællesskab. Blandt andet blev der afholdt en succesfuld rejse til Sverige og Finland.

Fremover vil man også søge at arrangere én rejse til udlandet om året. I indeværende år, er der arrangeret en rejs til Island. I 2027 er en rejse til Skotland under forberedelse.

Man fortsætter arrangementer under overskriften ”I Pelsdyravlens fodspor”, hvor der også afholdes et arrangement i 2026. Sommerudflugten bliver i indeværende til den forårsudflugt, som afholdes i maj. Pelsgolf afholdes også i 2026.

Der ønskes forslag til aktiviteter af enhver art, som vil indgå i overvejelserne til kommende aktiviteter og arrangementer.

Fremover vil der blive spurgt om en forhåndstilmelding til arrangementer, for derved på forhånd at kende interessen, så planlægningen kan blive mere præcis, hvilket har betydning for prissætningen.


Efter generalforsamlingen holdt Per Knudsen og Stig Reinhold et meget inspirerende og underholdende indlæg med anekdoter om deres tid i Danske Pels Auktioner og Kopenhagen Fur, som navnet var ændret til da de sluttede ved nedlukningen.

For begges vedkommende var deres karriære startet i deres ungdom, og sluttede som auktionarius. For Per Knudsens vedkommende som chefauktionarius.

Per Knudsen har fortsæt sin karriære hos Kopenhagen Fur, Potznan, som han fortalte kort om.

Generalforsamlingen blev afholdt i restauranten hos Ditlevsdal Bisonfarm, og dagens arrangement sluttende med en guidet rundtur blandt bisonerne i ”prærievogn”. Dog ikke trukket af muldyr, men af traktor.